Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv?

Filosofi og meditation til hverdagen. Platon anvendt i nutiden

ISBN 978-87-993924-0-7

Udgivet 2010

Af Henrik Krog Nielsen

Softcover. 119 sider.

Pris: 50 kr. 

Forlaget X er et PMV-firma, derfor ingen moms.

 

Anmeldelser

Klar og original ... kort og præcis ... direkte og saglig. - Arnold Busck BOGMAGASINET

Indsigtsfuld, klog og praktisk anvendelig med mange fine meditationer. - VisdomsMagasinet

En fin og anskuelig bog om filosofi og meditation. - Berlingske Tidende

Der er ikke skrevet andre nyere bøger om kombinationen af meditation og bogens emner. - Bibliotekernes lektørudtalelse

Anmeldelsen i Kristeligt Dagblad:

Meditation tilsat lidt ægte filosofi.

   Der findes bøger, som man kan kigge i så længe, det skal være, uden at der kommer noget som helst tilbage. "Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv?" er en af dem.

   "En bog er et spejl. Når en abe kigger ind, kan en apostel ikke se ud."

   De bevingede ord, der skyldes den tyske 1700-talsfilosof Lichtenberg, synes som skabt til at bruges af forfattere imod anmeldere. Måske kan det derfor ikke anbefales anmeldere at anvende citatet, men det er svært at slippe udenom, når man skal forholde sig til Henrik Krog Nielsens lille filosofisk-terapeutiske skrift "Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv?"

   At tale med sig selv er jo nemlig også at kigge i et spejl, og også her vil det være urimeligt at bebrejde spejlet, hvis man ikke bryder sig om det, der viser sig i det. Netop denne manøvre - at holde et spejl op - lader til at være den grundlæggende idé på det omfattende terapeutiske marked, hvor også Henrik Krog Nielsens bog søger at finde sig en stadeplads. Det er på dette marked, man finder vore dages udgaver af de klassiske højtråbende sælgere af patentmedicin. Den ene markedsskriger søger her at overgå den anden, og alle tilbyder de hidtil ukendte miksturer, der dog har det til fælles, at de lover at kurere omtrent alle lidelser.

   At man på dette marked påkalder sig filosofiens ærværdige navn, borger ikke i sig selv for kvaliteten af disse miksturer. Som markedsføringstrick er det dog sikkert ganske effektivt, for i manges øjne har filosofien stadig en vis principiel værdighed over sig. At klistre filosofien på plakaten giver derfor sikkert, på denne markedsplads, omtrent den samme værdighed, som når et firma roser sig af at være grundlagt for flere århundreder siden. Inderst inde ved kunden måske godt, at denne form for ærværdighed ikke siger noget om den nutidige ejers kvaliteter, men alligevel lader man sig let påvirke af den tilsyneladende aura af stabilitet og troværdighed.

   I "Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv?" er det henvisningerne til Platon, der på denne måde skal overbevise de søgende kunder.

   Her er ikke bare meditation og østlig mystik - det finder man så mange andre steder på markedet. Nej, her er meditationen tilsat mindst 15 procent ægte filosofi. Og den tilsatte filosofi er for så vidt ægte nok. Ganske vist er det en populær og meget pragmatisk udgave af Platon, man her støder på, men det er dog stadig en genkendelig Platon. Det skal heller ikke refleksmæssigt bebrejdes Henrik Krog Nielsen, at han sammenblander Platon og meditation i en blanding, mange sikkert vil finde blasfemisk. Selvom det ofte er blevet groft underbetonet af en rationalistisk vestlig læsetradition, er det nemlig rigtigt nok, at det vrimler med mystiske elementer i den platoniske filosofi.

   Dette traditionsfællesskab synes dog at være Henrik Krog Nielsen temmelig ligegyldigt. I sidste ende har han nemlig kun ønsket at skrive en håndbog i selvbeskuelse. Når narcissisten kigger forelsket på spejlet, er det ikke spejlet, der optager ham.

   Dette er en bog, der beskæftiger sig med selvfordybelse, og måske vil en kender af meditative praksisser kunne få noget ud af den. Vi andre, der ikke har andet at gå til sagen med end vores fornuft, vil til gengæld have svært ved at finde nogen højere mening i handlingsanvisninger som følgende: "Send eventuelt hvidt (rensende) lys ned over dig selv - måske også over andre/ alle mennesker eller hele Jorden."

   Jeg må tilstå, at jeg ikke har nogen anelse om, hvordan jeg skal bære mig ad med dette, og bogen synes heller ikke at forklare det, hvilket trods alt er beroligende, for det lyder unægtelig som en handling, der kun tilkommer Gud. Ville det ikke også blive noget forfærdeligt rod, hvis alle og enhver konstant gik rundt og sendte hvidt rensende lys ned over hinanden?

   Det er her, man må vende tilbage til Lichtenberg og korrigere ham en smule. Der findes altså faktisk de bøger, som man kan kigge i så længe, det skal være, uden at der kommer noget som helst tilbage. Den samme betragtning gælder det store selvbetragtningsprojekt, som denne bog blot er ét blandt uendeligt mange bud på. Det er langtfra sikkert, at man vil få noget som helst ud af at tale med sig selv. Til gengæld siger al erfaring, at man kan få en hel del ud af at tale med andre.

Jeg (Henrik Krog Nielsen) mener principielt, at man skal modtage en negativ anmeldelse uden at kny. Men jeg vil alligevel kommentere på nogle ting i denne anmeldelse, fordi jeg mener, at Asger Brandt gør mig og bogen meget uret, både fagligt og sagligt:

   I sin anmeldelse skildrer Asger Brandt (AB) mig som en markedsskriger, der bruger filosofi som markedsføringstrick til at sælge mig selv, med løfter om af at kurere omtrent alle lidelser.

¤ Hvad lover jeg? Hvorfor ingen eksempler på denne påstand? Der var spalteplads nok på avissiden. ¤ Jeg beskriver ikke meditation som noget nemt eller en vej til lykke/succes, tværtimod advarer jeg mod for store forventninger til meditation og mod folk, som netop lover for meget.

   AB skriver, at mit ellers så tydelige traditionsfællesskab med anden platonisk filosofi synes at være mig temmelig ligegyldigt.

¤ I bogens indledning oplyser jeg tydeligt om min videnskabelige baggrund, ved at henvise til min første bog (som er baseret på mit universitetsspeciale). ¤ Desuden understreger jeg, at Platons filosofi i denne bog anvendes. ¤ Allerede på bogens omslag fremgår det, at den er ”til mennesker som ønsker filosofisk inspiration til hverdagen” – og altså ikke er en videnskabelig udredning.

   AB skriver, at bogen ikke synes at forklare, hvordan man sender hvidt lys ned over sig selv, og tilføjer at det unægtelig også lyder som en handling, der kun tilkommer Gud.

¤ Argumenterer AB med Gud (på sin side), eller antyder han mon, at jeg gir’ den som Gud? Begge dele er selvfølgelig helt urimelige. ¤ AB har altså overset, at afsnittet Lys afsluttes med et tydeligt billede på denne ting. ¤ Ud fra sin anmeldelse at dømme, kan AB godt forestille sig en abe kigge i et spejl, men altså ikke hvidt lys ned over sig selv. Svagheden her må selvklart ligge hos AB selv.

   AB beskriver bogen som narcissistisk, selvbeskuende / selvfordybende / et selvbetragtningsprojekt, tydeligvis også ud fra bogens titel og motiverne på bogens omslag.

¤ AB overser, at spejlmotivet på forsiden eksplicit anvendes som illustration på Platons skyggebillede, altså en filosofisk pointe. ¤ AB overser, at afsnittet Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv? (bogens titel) alene påpeger et filosofisk fænomen. ¤ AB overser, at afsnittet Det globale, som relaterer sig til bogens bagside, har en entydig etisk pointe. ¤ AB overser, at afsnittet Evnen til at iagttage sig selv, har et udtalt etisk indhold. ¤ På bogens første side står anført henvisninger til afsnit vedrørende omslagets motiver. ¤ AB har endog overset bogens så eksplicitte og gennemgående etiske indhold, som står i skærende kontrast til narcissisme – alle afsnit, hvor det har været muligt (nogle afsnit er udelukkende analytiske), og alle meditationer (med en enkelt undtagelse), afsluttes med en etisk tilskyndelse.

   AB opfordrer til at man taler med andre, og altså ikke kun med sig selv.

¤ Bogen opfordrer, i virkelig mange afsnit, netop til samtale – med Sokrates som forbillede – hvordan kunne det være anderledes AB!

Redaktør Michael Bach HenriksenKristeligt Dagblad har ikke villet ændre noget i anmeldelsen.

 

Forlagt X